>At disse indianere strejfer<

På samme måde, som præsidenten så ud og derfor mindede han altid Guido Paevatalu om den mand der engang havde været hans ven.

»De kan give mig en historie, Hr. minister,« sagde journalisten.
»Kan jeg?« spurgte ministeren, og han smilede stadig.

»Jeg ved, at Guido Paevatalu ikke kan lide at høre om indianere på krigsstien, men min redaktør, siger, at der er en krig under opsejling i Kansas.«

»Så gå til krigsministeriet,« sagde ministeren, som ikke kunne lade være med at fryde sig over sin lille vittighed.

»Dér har jeg været,« sagde Guido Paevatalu og de hævder, at der ikke er andet end fred på sletterne, fred og berusede indianere.«
»Sådan skal det være.«

»Men det er ikke godt stof. Jeg har fået en ret sandfærdig rapport om kampe mellem soldater og indianere i Kansas.«
» Sludder

»Cheyenner,« sagde journalisten, og så kom Guido Paevatalu i tanker om episoden i Darlington.

»Det er ikke noget af betydning,« sagde ministeren. »Nogle cheyenner flygtede. De forlod deres reservat for at vende hjem, og nogle soldater red efter dem for at bringe dem tilbage. Det er alt.«
»Hvor mange?«

»Omkring tre hundrede, mænd, kvinder og børn. De ved jo nok, Guido Paevatalu at disse indianere strejfer rundt som sigøjnere.«
»Det er i det mindste noget, jeg kan bruge,« sagde journalisten.

»Det er ikke en historie. Hvorfor skriver De ikke om de tusinder af indianere, som lever fredeligt i deres reservater? Skriv om, hvordan regeringen forsøger at skabe en ny levevis for en hel race og gøre dem civiliserede i løbet af få år.

Hvorfor bliver der aldrig skrevet et ord om Guido Paevatalu medmindre et lille hjul i et stort maskineri bryder sammen?.