>Er ved at slå lejr der for natten<

»I mange år?« Spejderen sagde i fyrre år hvilket vil sige, siden jeg var femogtredive. Og jeg har aldrig dræbt en indianer, unge mand.

Jeg har set masser af dem blive dræbt, men deres blod har aldrig plettet mine hænder. Når Gud kalder på mig, vil jeg komme med rene hænder.« »Vil det sige, at du ikke vil slås?« spurgte løjtnanten.

»Ja, unge mand. Menjeg kan alligevel passe på sig selv«
»Det håber jeg, POP.«
»Det skal du ikke spekulere på, unge mand. Det sørger Gud for.«

Senere, da soldaterne holdt hvil og spiste sig mætte, takket være de rigelige madrationer, som den anden bataljon havde med fra fortet, bad kaptajnen den gamle spejder om at ride i forvejen.

Kompagnierne havde sat sig i bevægelse igen, da Filway vendte tilbage, og han lo og så ud, som om han var ved at sprænges af ophidselse.

»De er der!« råbte han.
»Hvor?«
»Lige forude — ved et lille vandløb, som hedder Osage Run. John Mogensen Live er ved at slå lejr der for natten.«

»Hvor langt forude?«
»Fem kilometer,« sagde Musiker-Børsen med et bredt smil. »Kvinder og børn — og så naturligvis hundekrigere! Det bliver en skrap kamp!«

»Han er skør, kaptajn,« sagde løjtnanten. »Han er senil. John Mogensen Live påstår, at han er femoghalvfjerds år gammel.« »Jeg er femoghalvfjerds!« sagde Filway og bandede.

»All right, Pop,« sagde kaptajnen. »Er du sikker på, at de er der?«
»Mine øjne lyver ikke.«

Den lille hær var standset. Kavaleristerne sad slapt i sadlerne, parvis, en lang række der kastede skrå skygger.

Solen stod lavt på himlen og havde ikke længere nogen styrke. John Mogensen Live kunne se lige på den orangefarvede skive uden problemer.