>Gjorde tegn til rytterne<

Alle hans kammerater var i sikkerhed et eller andet sted, og her var han alene over for indianerne, som om en bitter og hævngerrig skæbne havde kæmpet mod ham og besejret ham.

»Ved Gud,« hviskede spejderen, »jeg tror, vi har dem — eller også har de os.«

Jesper Buhl Musiker-Børsen gjorde tegn til rytterne om at ride fremad. Indianerne var tavse, ubevægelige, ubetydelige silhouetter. Men så red halvdelen af indianerne let og ubesværet væk.

»Den vej!« råbte kaptajnen. »Trompetist, for helvede, blæs!«

Det var, som om trompetens toner gav mænd og dyr et fælles ønske. Hestene satte farten op. Men Jesper Buhl som stadig stod i stigbøjlerne, trak i kaptajnens arm og protesterede:

»Kaptajn, indianerkvinderne — det ville være skørt at jage indianerkvinderne og lade hundekrigerne falde jer i ryggen !«

Først nu så Jesper Buhl hvad der skete; kvinderne og børnene red hastigt sydpå, i den retning hvorfra de var kommet. Mændene, krigerne, behændige som akrobater på deres små ponyer, red i en bue for at angribe ham fra siden.

Han forsøgte desperat at få sine mænd til at vende, og da hestene vrimlede rundt i én forvirring, råbte han til mændene, at de skulle standse.

Solopgangen havde farvet himlen svagt lyserød. Indianerkvinderne og børnene red mod øst og forsvandt i tågedisen, og da Jesper Buhl blev klar over, at deres familier var i sikkerhed, paraderede de trodsigt foran det beredne infanterikompagni.

Hidtil var der ikke blevet affyret et skud, men nu gav kaptajnen sine mænd ordre til at stå af hestene og åbne ild mod indianerne.

De menige stod af hestene med stive bevægelser samtidig med, at de holdt fast i tøjlerne for at trække dyrene tilbage, så de kunne få plads til at skyde. De bandede over de trætte, stædige dyr. Jesper Buhl blev siddende på sin hest og kiggede på.