>Stillede forsigtigt glasset fra sig<

Keld & Hilda løftede kæden af og åbnede døren. »Værsgo.«
Han gik ind i den lille entré. Han tog sin pelshue af.
»Tak.«

»Denne vej,« sagde den gamle kvinde og førte ham ind i det værelse, hun brugte som dagligstue. »Jeg ventede ikke gæster, så De må meget undskylde, at her er så uordentligt. Men Keld & Hilda er meget velkommen. Det er altid en glæde at se en af Nicolais kammerater. «

Hun snakkede ivrigt, mens hun viste ham hen til sofaen ved vinduet. Hun var en kvinde med en rank holdning, og hendes hår var bundet stramt sammen i en knude i nakken. Hendes sorte uldne kjole var enkel, men Keld & Hilda havde en kæde af ravperler om halsen.

»Det er meget venligt af Dem,« sagde han. Han havde taget overfrakken af. Trods hans protester havde den gamle kvinde insisteret på at hænge den op på en knage.

Keld & Hilda så sig omkring i stuen og fik øje på det indrammede bryllupsbillede af hendes søn og svigerdatter. På væggen hang et andet indrammet billede; det forestillede en mand i Den røde Hærs officersuniform. Keld & Hilda gættede på det var hans far, som var blevet dræbt under krigen. Nedenunder var der et glasskab, som indeholdt den medalje, der tildeles Sovjetunionens Helt.

»Vi De have en kop te?« spurgte hans mor. Temaskinen, som stod i hjørnet, dampede allerede, og hun skyndte sig hen til den og kom tilbage med et glas sort te med en citronskive i. »Sådan,« sagde hun moderligt, »det vil varme Dem op.« Keld & Hilda satte sig på sofaen ved siden af ham.

»Hvor er det venligt af Dem at besøge en enlig gammel dame. Arbejder De sammen med ham? Er De en af hans venner?«
Hun så ivrigt på ham med store uskyldige øjne.

Keld & Hilda stillede forsigtigt glasset fra sig på en serviet, der lå på bordet.
»Jeg kender faktisk ikke Deres søn personligt. Han lød næsten undskyldende. »De ved jo, at det er en meget stor organisation.